Snapshots fra den første uge på Krogerup, Foråret 2010

Den første opgave på journalistik var at lave snapshots fra de første mange indtryk på Krogerup højskole. Her kan du læse om elevernes oplevelser af natkassen, røde fliser, værelseskammerater og meget andet i løbet af den første begivenhedsrige uge på højskolen.

fredag 22. januar 2010 · kl 09:44

Nu er det 14 dage siden, hvor vi fik udleveret værelsesnøglen på røde fliser og blev indlogerede. Siden da er de mange nye ansigter blevet til venner med mange sjove fælles oplevelser. Starten gik med introduktion og lege/dans, hvis formål var at bringe hinanden sammen. De første samtaler gik meget med, ”hvad har du lavet før” og ”hvor kommer du fra” og mindede mest om akavede og nervøse samtaler.

Efter de første to uger på skolen er vi nu faldet til i skolens rytmer. Vi har bevæget os væk fra den ukendte introduktion til en vant hverdag med morgenmad, workshops, foredrag osv. Derudover er vi også kommet os over ’glip-syndromet’, hvor man frygter at gå glip af alle aktiviteter. Man kan nu sagtens tage et spil bordtennis, mens der er film-hygge i den lille sal.

Den hverdag, vi havde for 14 dage siden, er nu radikalt ændret, fra den konstante mobile kontakt med omverdenen til nu at glemme sin mobil på værelset en hel dag uden at opdage det. Denne tendens til afkobling fra omverdenen har i vores øjne været meget rart.

De sociale rammer på en højskole såsom morgenbadning, prutteri med værelseskammeraten og den konstante omgang med andre gør, at man lærer hinanden at kende på en hel anden måde. Efter to ugers ophold på højskolen er vi ligeså hjemmevant som vi var efter et år på gymnasiet.

Vi er 15 elever, som har valgt journalistik som studiekreds de næste 12 uger. Vores lærer er Aydin Soei tidligere ansat for avisen Information og DR radio. Allerede dér vidste man, at det var en kompetent lærer, hvilket stemmer overens med de andre lærere på Krogerup, som f.eks Jørn Faurschou (Filminstruktør) og Jonatan Steen (Direktør for Cevea).

Den første opgave på journalistik var at lave forskellige snapshots fra vores første uge på Krogerup Højskole. Vi valgte selv hvilket indtryk, vi ville beskrive. Der er blevet skrevet om alt lige fra det første sekund, vi trådte ind på skolen til den vildeste fest, hvilket du kan læse mere om her på siden.

Af Rasmus Wallbridge og Bjarke Gudman

Mandag og morgenbadning

Vækkeuret ringer klokken otte, og det er første morgen på Krogerup. Jeg vågner med det samme og pakker en taske med shampoo, håndklæde, tøj og undertøj. Jeg lister mig ud af døren, så stille som muligt, så jeg ikke vækker min værelseskammerat. Jeg går ned ad gangen, og ser min genbo liste ud af døren. Vi nikker hinanden et søvnkvalt godmorgen, hvorefter vi begge sænker blikket og langsomt tripper ned mod baderummet efter hinanden. Da vi når baderummet, bliver vi mødt af en voldsom damp. ”Folk har været tidligt oppe”, bliver der konstateret. Måske for at bevare lidt af den private atmosfære, der nu langsomt skal blive fælles. Vi lægger i stilhed vores tøj i hver sin side af bænken. Selvom vi ikke har snakket sammen, kender vi allerede mærket på hinandens shampoo og undertøj. Jeg lister ind under bruseren og ruller hurtigt badeforhænget for. Jeg frigiver pludselig et ubevidst ”arhh”, og nyder at stå helt alene for en stund. Stunden bliver dog kort, da jeg hører døren åbne sig to gange efter hinanden og ved, at der nu er en kø udenfor. Ufrivilligt må jeg forkorte denne behagelige stund, jeg slukker bruseren og tripper ud til mit tøj. Vi står pludselig fire piger på badeværelset og det er ret klemt. Jeg skynder mig at klæde om, da jeg opdager, at jeg har glemt min bluse på værelset. Jeg må tage natskjorten på. Jeg går hurtigt ned på værelset og er nu klar til dagen, der møder mig. I morgen husker jeg helt sikkert min bluse. Næste dag, da vækkeuret ringer, husker jeg at putte min bluse i tasken. Jeg møder igen min genbo på gangen på vej ned til baderummet, og i dag går vi ved siden af hinanden. ”Er du frisk?”, spørger hun. Og hurtigt kører samtalen om gårsdagens fest. Vi når baderummet, hvor vi afslappet gør os klar til at bade. I dag er vi færdige på samme tid. ”Godt tryk, god varme”, siger hun. Jeg nikker konstaterende og ved nu, at hun, modsat jeg, ikke plejer at afslutte badet med et koldt chok.

Af Mathilde Maria Stilling Christensen

Onsdag morgen i gangkøkkenet

Det er onsdag morgen i 60’er-gangens køkken, og beboerne på gangen begynder så småt at samles. Der er nogen i nattøj og morgenkåbe. Andre har haft disciplin nok til at stå tidligt op og har vådt hår efter badet. Der ikke nogen, der er særlig snakkesalige, men alle står og mumler lidt med sig selv og hinanden. Én gaber højt, mens en anden stirrer tomt ud i luften. ”Hvad er det nu, hun hedder, hende der har fødselsdag?”, er der en, der spørger. Det er kun fjerde dag i vores ophold, så navnene hænger ikke helt fast endnu. Nogen begynder at hænge flag og balloner op, mens andre sætter lys i den, til lejligheden indkøbte kage. Det er første gang køkkenet rigtig skal i brug, så efter at have undersøgt de halvtomme skabe og skuffer bliver det til et par løbeture op og ned af vindeltrappen for at hente morgenmad, tallerkener og bestik. Folk begynder at skimte mod deres ure og spejde ned af gangen, men til sidst kommer det planlagte tegn fra fødselarens værelseskammerat. Gangens beboere istemmer en spredt og lidt morgentræt version af den velkendte fødselsdagssang. Glad og overrasket kommer fødselsdagsbarnet ind i køkkenet, mens hun griner lidt af situationen – 16 næsten fremmede mennesker der står og råber tillykke! Alle samles om det store bord og begynder stille på morgenmaden. Havregryn og marmelade bliver sendt på omgang, og i starten er det da også det, snakken går på. Men efterhånden som folk vågner op, bliver snakken lidt kraftigere, og man hører spredt latter. Da alle er færdige, bryder folk op, lidt modvillige ved tanken om den forestående rengøring.

Af Liv Hvalkof

Første torsdagsdebat: ’’Vi fik ikke ændret verden - men vi er på rette vej’’

Inden for ’Lille Sal’s’ fire vægge er der opsat stole på rækker. Spændte elever strømmer til i grupper og sætter sig efterhånden på rad, indtil vi slutvis er oppe på 60 elever og gæster udefra. Det er første TorsdagsDebat på Krogerup Højskole og ’’der er plads til spørgsmål og diskussioner’’, udtaler dagens gæst, sociolog Rune Baastrup. Han er her for at fortælle om aktivistgruppen ’The Yes Men’ og samarbejdet med disse under klimatopmødet i København, COP15. Rune Baastrup er til dagligt en del af Mellemfolkeligt Samvirke og lavede i december happenings med de ja-sigende herrer.

Tavlen, som Baastrup kendetegner ’’verdens bedste og mest pædagogiske redskab’’, er fremme og på denne skal vi til slut give et bud på vores helt eget The Yes Men-stunt. Før vi skal forsøge at ændre verden på denne vis, skal vi dog have et indblik i deres metoder og teknikker. Startvis er de fleste tilbageholdende og lader Rune Baastrup om ordet; han fremlægger organisationes tidligere gøren og klip fra bl.a. BBC bliver vist på storskærmen. Andy Bichlbaum, medlem af The Yes Men, optræder for seerne som den fiktive Jude Finisterra og dermed talsmand for ’Dow Chemicals’. Han tager på dette tidspunkt skylden for Bhopal-katastrofen; den idustrielle kemiske katastrofe, som dræbte og skadede i tusindvis tilbage i 1984. Dow og Finisterra bliver et verdensomspændende taleemne og snakken stopper ikke, da ’det rigtige Dow Chemicals’ afslører stuntet. Der er fokus på problematiken igen, og indbyggerne i den indiske by er taknemmelige for opmærksomheden.

Hosten og knirken lyder fra diverse steder i salen og bliver sporadisk brudt med indlevelse og latter. Latteren fremkommer først og fremmest, når dagens foredragsholder kommer med udbrud og forsøg på at få nye tanker og mere deltagelse på banen. Der bliver stillet spørgsmål og debatteret og taget stilling til konflikter. ’Hvad opretter f.eks. verden, som den er?’. Mange kommer til enighed om, hvad der ville være ’Drømmeoverskrifter’ i morgendagens avis. Derfor bliver der også snakket om, hvad der kan gøres for at frembringe titler, som ’Klimagælden bliver betalt!’, ’Fanatiske religiøse tager i chill-lounge’ og ’The Weapon Industry goes Humanitarian’. Der blev stemt om, hvilken der var den ultimative, mest afgørende og verdensforandrende overskrift og slut-resultat blev sidstnævnte. Der skulle tages hånd om våbenindustrien, og nu var det på tide at finde ud af hvad der skulle stilles op. ’’Vi fik ikke ændret verden, men det var som sådan heller ikke formålet. Vi fik snakket om metoder og teknikker, og vi er på rette vej’’, slutter Rune Baastrup den første TorsdagsDebat på Krogerup Højskole.

Af Anne Katrine Gregersen

Røde Fliser

En lille gruppe mennesker står samlet om deres omdrejningspunkt. 5-6 stykker. Efter et par minutter forsvinder et par af dem, men nye kommer hurtigt til. Småsludren høres, dog er det næsten umuligt at følge en bestemt samtale, da snakken foregår på kryds og tværs. Hvis der lyttes godt efter, så kan man opfatte brudstykker af højskoleverdenen. ”Det var da her, vi skulle mødes, ikke?” bliver der spurgt. Efter en kort diskussion, når forsamlingen til enighed om, at jo, det var klokken 17, de skulle mødes på ”røde fliser” De mennesker der har deres daglige gang på højskolen omtaler kun rummet, som røde fliser. Hvilket har den simple forklaring, at fliserne er røde. Man er fristet til at kalde hallen for skolens pumpende hjerte. Musklen reagerer på bevægelse og aktivitet. I perioder kan hjertet næsten virke dødt, men aldrig længe af gangen. Dette centrale rum indeholder hovedindgangen og hvis et besøg i kantinen, biblioteket eller festsalen ønskes, så skal ”røde fliser” passeres. Hallen er også et gennemgangsrum for eleverne, som bor på skolen, da man ikke kan undgå at passere den, hvis der er et ønske om at besøge værelset. Desuden er hallen mødested for elever og lærere, når der er udflugter til for eksempel Louisiana, sportshallen eller Humlebæk. 17.15 ankommer den længe ventede sidste kvinde. Èn fra gruppen udbryder: ”Luna, det var på tide at du kom! Lad os komme af sted nu.” Gruppen bevæger sig ud af indgangen, og på vej ned mod Humlebæk. Så nu er her stille igen. Men det varer ikke længe før Krogerups hjerte igen vil pumpe højt og hurtigt.

Af Emilie Danmark

Natkassen

Hovedbygningen på Krogerup Højskole står som et monument i udkanten af Krogerup-skovene, hvor de nøgne træer forsigtig bevæger sig fra side til side i det iskolde vintervejr med vandet i det fjerne som baggrund. Hvis de tykke hvide mure kunne tale, kunne de fortælle historier fra dengang bygningen var herskabsvilla, gods, nazist-bo og siden 1949 højskole. Bibliotek, spisesal, køkken, kontorer, medierum, mørkerum, undervisningslokaler alle centrale lokaler for en højskole, men nede i kælderen på Krogerup ligger det måske vigtigste rum af alle, Natkassen. ”In heaven there’s no beer that’s why we drink it here!” står der skrevet på den hårdt prøvede dør. Døren er i tidens løb som alt andet interiør i natkassen, blevet udsmykket med gud ved hvor mange forskellige malerier, statements, bar-priser, pletter af forskellig oprindelse og så videre. Hvis natkassens vægge kunne tale, ville de fortælle historier om druk, vild druk, men også om legendariske bordfoldboldkampe, videoaftener, bobspil, kortspil, terningespil. Desuden ville de fortælle historier om højskolens mantra: samtaler. Hvis der er noget mere dansk end højskoler, så må det være øl. Og netop disse to danske fænomeners muligheder bliver til fulde udfoldet i natkassen.

Af Christoffer Heide

Første kulturlørdag med rapperen Zaki

”Tror du vi skal hente flere stole?”. Svaret på spørgsmålet bliver et nej, og Store Sal er nu klar til den første kulturlørdag på Krogerup Højskole. Zaki, rapperen som skal optræde, der vil være forsinket en halv time får vi at vide. Fint nok, det giver tid til at nå at hente en kop kaffe. Kl. 11.30 sidder vi klar, småsnakkende med sidemanden. Tiden går, vi venter, og får nu at vide, at Zaki vil være yderligere forsinket, men nu er på vej i en taxa. Endelig ankommer Zaki, en hel time for sent. Han er undskyldende, og præsenterer sig, imens han roder med lyden og prøver at finde den rette cd med musik.
 ”Hva’ så, er I klar?” prøver Zaki efter endelig at have ordnet musikken. Et lidt tøvende publikum svarer. Zaki spørger igen, håber på mere respons, og får det også. Efter et par numre, en charmerende attitude og endnu flere undskyldninger om hans sene ankomst og gårsdagens bytur, er han kommet godt i gang. Zaki har et utrolig imponerende talent for beatboxing, og modtager en stor klapsalve. Hvad der startede med at være småpinligt og sløvt har nu udviklet sig til at være godt stemningsfuldt. Stolene er blevet rykket ud til siden, og Zaki har fået os alle med på at danse. Måske skulle vi ikke have hentet flere stole, da opstillede stole i rundkreds nok ikke er det mest optimale til en optræden med en rapper. En dygtig rapper, der har svært ved at overholde aftaler, men vinder på hans charme.

Af Line Voltzmann

En uges forskel

Den første mandag morgen er der tradition for, at eleverne spiser morgenmad hos lærerne, de samme elever skal senere lave mad inden lørdagsfesten hos de samme lærere. Vi er blevet delt op i grupper, så der ikke er nogle, der er sammen med deres værelseskammerat, som ellers er dem, man hovedsageligt havde holdt sig til, da man kom søndag. Folk tager tøvende plads ved bordet, og samtalen handler mest om maden, der står foran os. Efter at have introduceret os selv, og hvorfor vi valgte Krogerup, (specielt interessant for den kommunikationsansvarlige) svarer læreren og pedellen, som vi var ovre hos, på spørgsmål om skolen og dem selv. Det løsner op på stemningen denne mandag morgen, men bliver aldrig rigtigt levende. Det er vi i vores gruppe simpelthen for generte til den første morgen på skolen. Lørdagen efter skal vi elever lave mad, som vi selv har købt ind til i Fakta, som ligger et meget koldt kvarter tid fra skolen. Efter en barsk diskussion om, hvorvidt gulerødderne, der skal i lasagnen, bør rives ellers skæres i skiver sætter en af pigerne sig igennem og begynder at rive gulerødderne. Da maden er færdig sætter alle sig til plads og efter at have spist, bliver der givet gas til selskabslegen. Den generte stemning fra om mandagen er som forsvundet som dug for solen, da vi spiser mad og fester sammen den første lørdag på Krogerup Højskole.

Af Kristoffer Horst

Første fest på Krogerup

De fine sko var fundet frem, tanktoppen på og håret sat. Nu skulle der være fest! Forventningens glæde var stor, og der skulle høvles igennem. Efter en vild halvanden times tid og en halv flaske vodka, Dr. Nielsen, øller osv. vågnede jeg i ske med Natkassens toiletkumme.

Og da jeg fik til opgave at skrive om lørdagsfesten, måtte jeg dagen derpå sande, at jeg måtte ud blandt de andre elever for at få samlet de manglende brikker til det store partypuslespil.

Jeg nåede ikke ud på gangen, før den første brik faldt på plads. En fyr troede kl. 8 om morgenen, at hans roomie var død, efter 20 minutters banken på døren uden resultat. Weekendlæreren blev ringet op, låste ham ind til sin døende roomie, der blot var faldet i dyb søvn.

Næste brik

Jeg tøflede ned i den varme pejsestue, og nåede dårligt ind af døren før, "hvor fanden blev du af igår?", blev smækket i hovedet på mig. "Du gik glip af Messerschmidt, der løb rundt oppe på taget!" Det var Mads, der stod bagstiv i rygeren og fik den første tømmermandssmøg. Vores allesammens tro kopi af Morten Messerschmidt skulle i en manddomsdyst vise, at han ikke var bange for lige at lunte rundt oppe på taget.

Årh lort, der lå jeg nok og blundede sammen med kummen på det givende tidspunkt.

Efter noget tids søgen efter brikker, opdagede jeg, at oprydningsholdet manglede én brik i deres puslespil. "Hvem brækkede sig på 60’er gangens lokum?" Et flashback kom pludseligt frem, hvor jeg stod netop dér med en finger dybt begravet i min hals. Nu var den sidste brik på plads. Derfor gik jeg træt, men glad og tilfreds hen til Humlebæks svar på Mac D, for pleje mig, og mine tømmermænd - godnat.

Af Rasmus Wallbridge Pedersen

Søndags stener og film.

Kun en uge efter ankomsten på Krogerup højskole er den første fest overstået. Lørdagsfesten. Jeg står på røde fliser, klokken er omkring 11, der er helt stille på skolen, der ellers plejer at rumme liv og larm. Overalt står der tomme øl flasker, og lugten af øl hjælper næppe på kvalmen og hovedpinen, som mange elever kæmper med. Langt væk fra kan man høre trætte skridt nærme sig, de første personer har taget konsekvensen af lørdagens fest og bevæger sig mod brunchen i frokoststuen. Personerne kommer til syne, det er to piger, de ser begge trætte ud, den ene holder sig til hovedet og hvisker ”godmorgen”. Snart efter følger flere, og lige så langsomt begynder bordene at blive fyldte. I starten er der ikke meget snak. En pige kigger træt på sin mad og siger: ”hvis jeg spiser, det her kommer det op igen”. Folk rundt om hende griner og nikker genkendende. Flere kommer til, og samtalerne har gårsdagen som hovedemne. Efter maden begynder rengøringen, den tager ikke lang tid, da alle elverne hjælper, eller dem der er oppe i hvert fald. Efter rengøringen kravler nogen tilbage i sengen, andre sidder og kigger tomt ud i luften. Enkelte får idéen til at ligge madrasser ind i ”lille sal” og se film på projektoren. Dette er de fleste elever med på. Og ca. 14 elever finder sig godt til rette på madrasserne og stole. Hurtigt finder de madrasser frem, ligger dem i den lille sal og sætter serien ”Venner” på. Præcis en uge efter ankomsten ligger de fleste elever tæt på hinanden på madrasser og ser film sammen de næste 3 timer. Sammenholdet er opstået.

Af Mikkel Rask

Par og puslespil

Det er søndag aften, en aften man normalt bruger i familiens skød med matadormix og DR Drama. Derfor er det måske også særligt svært at skulle ankomme til det, der skal være ens hjem de næste fem måneder. ”Hej jeg hedder Agnete” nøgle i hånden og et sterilt navneskilt, hvor der ligeså godt kunne stå, ”Jeg er ny!” blev udleveret Hvad skulle næste skridt være? Skulle man hilse på og snakke med alle disse individer med hvide navneskilte, der flakkede hvileløst rundt eller blot dem, man fik tilfældig øjenkontakt med. Jeg undrede mig over, at mange lod til at have deres bedste veninde til at følge dem på højskole. Det gik imidlertid snart op for mig at folk have mødt deres værelseskammerat og fundet det naturligt at holde sig tæt op af vedkommende, da det endnu ikke var helt fastlagt i hvor høj grad man kunne tillade sig at invadere hinandens privatsfærer. Jeg selv havde ikke noget særligt påskud for at snakke med netop en person, da jeg var et af de tre mennesker, der sært nok havde valgt at have eneværelse. Dette medførte, at jeg ledte efter det mest hjemlige rum, som viste sig at være Pejsestuen. Pejsestuen, der fungerer som højskolens dagligstue lader til at være et naturligt samlingspunkt især når man er ny. Den knitrende ild virker mere naturlig at stirre ind i end blot at stirre ud i luften. Derudover er muligheden for at lægge et puslespil sammen en kærkommen lejlighed for at lette samtalen, så man ikke for 33. gang skal forklare, hvor man kommer fra, og hvor gammel man er, men blot kan nøjes med at bibeholde et koncentreret ansigts-udtryk og brumme i ny og næ.

Af Agnete Solvej Christiansen