Ved Claus Høxbroe - kontoret krogerup.dk
Er computeren, skuffen eller hovedet fuld af sprog, fortællinger, digte, poetiske noter og betragtninger, deciderede manuskriptskitser måske, eller er du bare interesseret i skrift og nysgerrig efter at prøve kræfter med at skrive kreativt eller litterært? – I skriveværkstedet skal vi eksperimentere med skønlitteratur i alle mulige afskygninger. Vi skal naturligvis skrive en masse selv, og vi skal kigge etablerede forfattere over skulderen for at aflure gode trick, interessante ideer og tilgange til sproget. Der skal skrives i forlængelse af små og større skriveøvelser, som sætter fokus på litterære muligheder og problemstillinger. Teksterne, vi producerer, snakker vi om sammen i konstruktive, kritiske og meddigtende læsninger.