Mandagskor

”Syng! Syng igennem nu!”, råber Rikke ivrigt, mens hun spiller på klaveret. Lidt mere end 30 elever trækker luft ind og synger med fuld kraft med på Bob Marleys One Love. ”Tenorer kan I lige tage jeres stemme igen?” spørger Rikke og smiler opfordrende til drengene.

Rikke Forchammer er forstander på Krogerup højskole, men hver mandag aften træder hun ind i rollen som korleder for Krogerup-koret. Rikke har sunget i mange år bl.a. i vokalgruppen Papaya, og hun får hurtigt eleverne tunet ind på de rigtige stemmer.

Der skiftes fra jamaicanske til afrikanske toner, og de ellers hæse stemmer klinger snart harmonisk i en firestemmig sydafrikansk sang. Rikke spiller drengenes stemme, og de finder den åbenbart et par oktaver for lys. ”Du er legesyg i dag”, siger Christian og kigger på Rikke. ”Ja, sådan er det med mig” smiler hun og slår ud med armene. ”Vi har haft revisorbesøg i dag, så jeg har glædet mig rigtig meget, til at jeg skulle lave det her i stedet,” griner hun og fortsætter: ”så lad os tage den igen og fortsætte med en ny sang”. På et tidspunkt starter skolens brandalarm imens Rikke igen råber ”SYNG TIL!” Da alarmen fortsætter tøver hun kort, ringer efter pedellen, så han kan slukke den, og udbryder: ”Sådan. Skal vi ikke bare fortsætte?” Eleverne kigger mistroisk op, lettere distraheret af den insisterende alarmklokke. Alle rykker dog bare tættere om klaveret, og da alarmen stopper 7 minutter senere, er der knap nok nogen, der bemærker det.

Musik på Krogerup

Udover det valgfrie kor mandag aften kl. 20, er der tre klaverer rundt omkring på skolen samt et musiklokale, der frit kan benyttes. Musiklokalet er lydisoleret, og der er keyboards, mikrofoner, guitar, bas og trommesæt. Musik og kor er også tilbudt som fag i studiekredsene.

Naja Löfstedt, elev forår 2009

Læs også

Fredagsfilm Mandagskor Torsdagssport Lørdagsfest Natkassen Pejsestuen Tirsdags café Video om livet på Krogerup Højskole






Krogerup Højskole – Krogerupvej 13 – 3050 Humlebæk – Tlf.: 4919 0380 – kontoret krogerup.dk