Interview med Nicolai Rink i køkkenet
mandag 6. september 2010 · kl 14:56
Af Christoffer Hansen, journalistikholdet efterår 2010
Hvad er god mad på Krogerup Højskole
"Først og fremmest bruger vi kun gode råvarer. Nogle steder vil man gerne lave maden så billigt som muligt, og så går man på kompromis med kvaliteten i den mad man serverer, men ikke her. Man skal sgu ikke spare de ristede løg på roastbeef’en. Desuden er Stig og jeg et godt match i køkkenet, og det har også stor betydning. Før i tiden var det sådan, at chefen altid skulle bedømme maden, men her er vi ligestillede, og det gør det meget lettere at arbejde."
Hvad gør køkkenet på Krogerup for at møde de unge på Højskolen?
"Madmæssigt forsøger vi at være åbne overfor input. I øjeblikket prøver vi at slappe lidt af med hvidløget, men ellers er vi ikke bange for at krydre maden. Vi forsøger også at sørge for, at der er mulighed for at vælge, hvad man gerne vil have, men uden at det bliver en overfyldt kantinebuffet. Det handler i høj grad om less is more. Desuden har vi også snakket med Rikke (forstander) om at lave en seddel med ønsker til maden, så eleverne kan få lov at inspirere os og præge maden lidt."
Mange siger, at når man går på Højskole, så får man gerne lidt ekstra på sidebenene, hvad siger I til det i køkkenet?
"Siger man det? Det må så være på grund af køkkenet. Igen er det vigtigt, at råvarerne er i orden, og at det ikke er sparekniven, man bruger, men at der bliver købt ordentligt ind. Samtidig skal der også være god stemning i køkkenet, så frustrationer ikke sætter sig i maden. Alle de ting har vi styr på, og jeg tror ikke, I skal være bange for vægten her."