Krogerup-elever uddeler demokratipris på Christiansborg

En gruppe af tidligere Krogerup-elever har dannet solidaritetsgruppen Swaziland Democracy Watch (SWADEWA), som støtter demokratiforkæmpere i enevældet Swaziland. I år går prisen til Mario Masuku for hans arbejde med, at motivere befolkningen til at kræve deres ret. Prisen uddeles af Socialdemokratiets udenrigsordfører Mogens Lykketoft på Christiansborg i Landstingssalen på mandag den 15. marts kl. 15.00.

torsdag 11. marts 2010 · kl 12:28

Swaziland Democracy Watch (SWADEWA)

Initiativtagerne til Swaziland Democracy Watch (SWADEWA) har siden foråret 2009, fulgt udviklingen og støttet frihedskæmpere i Swaziland. De blev inspireret til at starte arbejdet af de mennesker, de mødte i Swaziland.

»Vi mødtes med forskellige sociale bevægelser, fagbevægelser og andre demokratiforkæmpere, og vi kunne virkelig høre, hvor meget de brændte for denne her sag. De havde en stærk tro på det projekt, de havde gang i, og det smittede af på os«, udtaler Emil Damgaard Grann fra Swaziland Democrazy Watch.

»Vi beundrer deres kamp, og samtidig mener vi, at situationen mangler den internationale opmærksomhed, som den fortjener. Dels for at skabe fokus på landets situation og således lade kongen vide, at hans magtudnyttelse ikke går ubemærket hen i udlandet, dels vil vi synliggøre opbakning til de aktive demokratiforkæmpere i landet«, siger han videre.

Emil Damgaard Grann var i april 2009 i Swaziland og Sydafrika med Krogerup Højskoles Verden Brænder linje. Emil er 21 år og studerer statskundskab på Københavns Universitet.

Overrækkelse af SWADEWA Democracy Prize 2010

Medlemmerne af Swaziland Democracy Watch har valgt at tildele Mario Masuku SWADEWA Democracy Prize 2010, for det arbejde Mario Masuku med sit parti gør for at ændre systemet. Prisen består af en forgyldt megafon samt 1000 USD.

Til at overrække prisen får Swaziland Democrazy Watch støtte af Socialdemokratiets udenrigsordfører Mogens Lykketoft. Mogens Lykketoft, der også er tidligere udenrigsminister, var i sin tid aktiv i den danske anti-apartheidbevægelse og har derfor et helt særligt kendskab til demokratisk frihedskamp i det sydlige Afrika.

Du er hermed inviteret til at komme og overvære prisoverrækkelsen og dermed vise din støtte til Mario Masuku og den demokratiske bevægelse i Swaziland.

Program og tilmelding

Programmet står på: Forfriskning og velkomst ved medlemmer af SWADEWA/Prisoverrækkelse ved Mogens Lykketoft/Swazilands situation ved Morten Nielsen, formand for den danske NGO Afrika Kontakt/Afslutning ved SWADEWA. Arrangementet varer 45 minutter.

Overrækkelsen foregår i Landstingssalen på Christiansborg. Du bedes møde op ved besøgsindgangen, 10 minutter før arrangementet starter. Hvis du ønsker at deltage, bedes du tilmelde dig inden lørdag d. 13. marts på swaziland.dk gmail.com med dit fulde navn.

Baggrund

Swaziland er et lille land mellem Sydafrika og Mozambique med kun omkring en million indbyggere. Officielt har landet både parlament og grundlov, men i praksis fungerer det under ganske andre vilkår. Hævet over grundloven og dermed parlamentet regerer kongen enevældigt. Ytrings- og forsamlingsfrihed, fri partidannelse og demokratiske rettigheder som disse er derfor praktisk talt ulovliggjorte. De har de sidste år forårsaget fængslinger og forulempelse af de mange opponerende kræfter, der kæmper for den demokratiske udvikling i landet.

The voice og the voiceless

En af disse kræfter er det bandlyste parti Peoples United Democratic Movement (PUDEMO) og dets karismatiske leder Mario Masuku, der for kun et halvt år siden blev løsladt efter at have siddet næsten 11 måneder uskyldigt i fængsel. Masuku blev i sin tid fængslet, fordi han offentligt udtalte sin støtte til kampen for demokrati. I mange år har Mario Masuku fungeret som ’the voice of the voiceless’ og i samarbejde med andre demokratiske organisationer forsøgt at motivere befolkningen til at kræve sin ret, men under hårde vilkår.

Læs mere:

Swazi media commentary blog; Denmark honours PUDEMO leader, 9. marts 2010 http://swazimedia.blogspot.com/2010...

Times of Swaziland; Denmark gives Denmark democracy award, 6. marts 2010 http://www.times.co.sz/index.php?ne...

Information; EU støtter tyvagtig diktator, 2. Juli 2009 http://www.information.dk/196531

Times of Swaziland; About 500 danish people honour Mario, 9. juni 2009 http://www.times.co.sz/index.php?ne...

Times of Swaziland; Over 14 Danish students barred from seeing Mario, 9. april 2009 http://www.times.co.sz/index.php?ne...

Nyheder

Eleverne vender hjem fra rejserne Krogerup Højskole viser flotte tal Elever møder Burmas nyvalgte parti Forundringsparathed på Krogerup Højskole Krogerup-elever bliver øjenvidner til historien






Krogerup Højskole – Krogerupvej 13 – 3050 Humlebæk – Tlf.: 4919 0380 – kontoret krogerup.dk