Elever møder Burmas nyvalgte parti

onsdag 4. april 2012 · kl 12:22

14 danske piger er rejst med Krogerup Højskole til Burma, hvor de hjalp demokratiforkæmperen og nobelprismodtageren Aung San Suu Kyis parti NLD i valgkampen. De har netop interviewet NLD’s talsperson om partiets politik og visioner for landet

En gruppe danske piger får sig i øjeblikket en politisk og kulturel oplevelse af de helt store. De er nemlig rejst med Krogerup Højskole til Burma, der netop har afholdt parlamentarisk valg under stor international bevågenhed. I søndags den 1. april løb de danske piger rundt og fulgte valget med de folk fra det burmesiske parti National League for Democracy (NLD), som de havde hjulpet under valgkampen. Partiet endte med at vinde hele 43 sæder ud af 44 mulige til parlamentet.

”Den sidste plads gik til et etnisk parti fra Shan Staten. Det vil sige, at regeringspartiet USDP ikke fik en eneste af de pladser, som var på valg”, forklarer Sigrid Dahl, der er Krogerup Højskoles lærer på turen.

”Vi har det for fedt hernede”, fortæller hun hjem til skolen.

NLD’s nye politik
Eleverne har netop mødt og interviewet NLD’s talsmand Han Tha Myint. Han forklarede, at NLD nu først og fremmest vil arbejde for partiets tre mærkesager. Retssikkerheden i landet skal forbedres. Derudover vil NLD forsøge at skabe fred mellem de etniske grupper i landet.

”Ikke gennem fredsaftaler, men ved forhandlinger der løser de reelle problemer, som er årsag til konflikterne”, forklarer Han Tha Myint.

NLD anerkender, at de etniske grupper ønsker selvstyre og autonomi inden for visse områder, og partiet regner derfor med, at løsningen bliver at skabe en form for føderation.

Til sidst vil NLD kæmpe for, at landets forfatning ændres, så militæret ikke automatisk får 25 procent af sæderne i parlamentet. De 14 piger fra Krogerup Højskole er nu ude at interviewe flere af de gamle studenterledere, som har siddet i fængsel siden studenteroprøret i landet i 1988.

Læs artiklen i Ugebladet Hørsholm

Læs artiklen i Frederiksborg Amts Avis

Nyheder

Ny lærer fastansat på Krogerup Krogerup Højskole skifter ud i bestyrelsen Højskolens lange rejser står for døren Hvem skal have Hal Koch prisen 2013? Burmesisk munk bor på Krogerup Højskole






Krogerup Højskole – Krogerupvej 13 – 3050 Humlebæk – Tlf.: 4919 0380 – kontoret krogerup.dk