Krogerup-elever bliver øjenvidner til historien

mandag 19. marts 2012 · kl 10:36

Krogerup Højskoles ene Verden Brænder-hold rejser d. 31. marts til Burma, hvor de dagen for deres ankomst er vidner til, at der skrives historie i landet ved suppleringsvalge

Krogerup Højskole sender endnu engang et hold elever til Burma, og tidspunktet kunne ikke være mere belejligt. Eleverne, der læser på hovedfaget ’Verden Brænder’, kommer i højeste grad til at være øjenvidner til historien, da de er i landet, når burmeserne får første gang får mulighed for at stemme på deres store folkehelt Aung San Suu Kyi. Det sker til suppleringsvalget 1. april, hvor der skal stemmes om 48 ledige pladser i parlamentet – og resultatet er nærmest givet på forhånd, folket vil stemme Aung San Suu Kyi ind!

”Det er helt vildt, at vi kommer til at opleve denne historiske dag. Da valgdagen blev offentliggjort måtte jeg ændre lidt i programmet, så vi kunne være i Yangon til valget”, udtaler Sigrid Dahl, som er lærer på Verden Brænder og rejseleder på turen.

”Jeg fik faktisk gåsehud, da jeg fortalte eleverne om det,” tilføjer hun.

Første gang på valg
Det er første gang, at demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi er opstillet til valg, da hun var i husarrest under valget i 1990, og hendes parti, National League for Democracy (NLD), boycuttede valget i 2010, hvor hun i øvrigt stadig sad i husarrest. Derfor er det historisk, at hun og NLD nu får mulighed for at deltage i den politiske proces – også selvom den reelle magt måske bliver minimal.

”Det bliver interessant at se, hvordan burmeserne reagerer – om der bliver fest i gaden eller om stemningen bliver mere afventende i forhold til styrets reaktion”, siger Sigrid Dahl.

Det tidligere militærstyre annullerede NLDs massive sejr ved valget i 1990, og selvom den nuværende præsident, Thein Sein, har gennemført flere reformer end de fleste har turde håbe på, så kan der stadig være usikkerhed om, hvordan militæret vil reagere på Aung San Suu Kyi og NLSs indtræden i parlamentet.

Demokratisk forandring i Burma
Selvom der er sket utrolige reformer i det tidligere militærdiktatur, er der stadig lang vej til et egentligt demokrati i Burma. Derfor skal eleverne på turen mødes med forskellige folk, som på hver deres måde arbejder for demokratisk forandring i Burma. De skal blandt andet mødes med unge aktivister, journalister, munke, løsladte studenterledere og kunstnergrupper.

”Og så håber vi naturligvis på et møde med Aung San Suu Kyi, som vi jo har mødtes med på de sidste to ture – men det bliver nok sværere nu i takt med at hun får mere politisk frihed og flere politiske forpligtelser”, siger Sigrid Dahl. De 14 elever og to lærere kommer til at være ti dage i landet, hvor de både vil opholde sig i Yangon og Mandalay.

Verden Brænder er et hovedfag på Krogerup Højskole, hvor eleverne arbejder med globalisering og social forandring. En anden gruppe Verden Brænder-elever rejser i foråret til Mexico.

Læs mere om Verden Brænder

Nyheder

Krogerup slår stilling op Ny lærer fastansat på Krogerup Krogerup Højskole skifter ud i bestyrelsen Højskolens lange rejser står for døren Hvem skal have Hal Koch prisen 2013?






Krogerup Højskole – Krogerupvej 13 – 3050 Humlebæk – Tlf.: 4919 0380 – kontoret krogerup.dk