Krogerup Højskole havde fuldt hus til jul og nytår

torsdag 5. januar 2012 · kl 14:03

Den gamle herregård i Humlebæk summede af hygge og debatter mellem jul og nytår, da højskolen gentog succeserne med kurserne ’Jul på Krogerup’ og ’Nytår på Krogerup’.

Intet mindre end 136 kursister havde valgt at fejre jul og/eller nytår på Krogerup Højskole. På julekurset blev der sat fokus på det gode liv og alle dets facetter med spændende oplæg fra en række personer, der alle havde noget på hjertet og som gerne gav deres bud på, hvad et godt liv indeholder. Deltagerne kunne glæde sig over debatter med udviklingsminister Christian Friis Bach, forfatter og journalist Georg Metz, skuespiller Mads Keyser og forfatter Knud Romer.

På nytårskurset lå fokus på året der gik, det nostalgiske men også kritiske blik tilbage og det inciterende og spørgende kig ind i fremtiden. Det blev til fire interessante dage i samarbejde med forskere, journalister, forfattere og musikere, som blandt andet talte tidligere forbundsformand Georg Poulsen, forfatter og fremtidsforsker John Engelbrecht og filminstruktør Morten Henriksen.

Begge kurser bød foruden spændende oplæg og debatter også på nye venskaber, hygge og naturligvis god mad fra Krogerups køkken.

Nyheder

Eleverne vender hjem fra rejserne Krogerup Højskole viser flotte tal Elever møder Burmas nyvalgte parti Forundringsparathed på Krogerup Højskole Krogerup-elever bliver øjenvidner til historien






Krogerup Højskole – Krogerupvej 13 – 3050 Humlebæk – Tlf.: 4919 0380 – kontoret krogerup.dk