mandag 31. oktober 2011 · kl 11:26
Bragt i Dansk Kirketidende 31. oktober 2011.
Den burmesiske borgerrettighedsforkæmper kan nu sætte sig ind i Grundtvigs skoletanker
Aung San Suu Kyi har fået et eksemplar af den netop udkomne " The School for Life", som rummer et udvalg af Grundtvigs skoletekster. Det er en gruppe højskoleelever fra Krogerup Højskoles Verden Brænderhold, der har været på rundrejse i Burma og besøgt Aung San Suu Kyi.
Eleverne fik lejlighed til at stille spørgsmål til situationen i Burma og gav som tak Suu Kyi bogen " The School for Life". Ifølge Sigrid Lauenborg Dahl, lærer på Krogerup Højskole , blev Grundtvigoversættelsen valgt, fordi den måske kunne give inspiration til Aung San Suu Kyi og de skoler, som hun og hendes parti står bag i Burma, - et land, hvor 60 procent af statsbudgettet går til forsvar og kun 4 procent til uddannelse.