Forstanderen for Krogerup Højskole, Rikke Forchhammer er på årets generalforsamling i dag valgt som ny formand for Mandela Center Danmark som afløser for tidligere minister, Helle Degn, der fortsætter som næstformand.
onsdag 11. maj 2011 · kl 17:40
Mandela Center Danmark har siden 2000 arbejdet for fred og forsoning – inspireret af den sydafrikanske historie og den karismatiske statsmand, Nelson Mandela. Rikke Forchhammer har været aktiv i bestyrelsesarbejdet siden initiativets opstart og den egentlige stiftelse på Krogerup Højskole i 2005.
Rikke tror stadig så meget på idéen om udbredelsen af Sydafrikas og Mandelas historie som inspiration, at hun nu med ildhu overtager rollen som formand. Udover at være forstander på Krogerup Højskole er hun leder af vokalgruppen Baobab, der synger sange fra det sydlige Afrika.
De sidste 3 år har Mandela Center Danmark arbejdet for at få et folkeligt aktivitetscenter op at stå i København - med bl.a. udstillinger, aktiviteter, forskningsarbejde og undervisningstilbud. Det har imidlertid vist sig yderst vanskeligt at skaffe de nødvendige penge til projektet. Mandela Center Danmark er en medlemsorganisation med godt 200 medlemmer og Rikke Forchhammer vil arbejde aktivt for at organisationen bliver større og bredere forankret.