En studiekreds om film fra idé til premiere.
Kunne du tænke dig at opleve, hvordan man producerer film i teori og praksis – Så er dette måske studiekredsen for dig!
Du behøver ikke have nogen film- eller skuespil-kompetencer, når kurset starter, men vi forventer, at du er motiveret og har ambitioner - kan klare selvstudie, har selvdisciplin og kan indgå i et kreativt samarbejde med meget forskellige mennesker både på og uden for skolen.
Jørn Faurschou har gennem sit mangeårige professionelle arbejde i filmens verden instrueret blandt andet Farligt Venskab, Albert, Wallander, Taxa, Rejseholdet, Ørnen med flere. Nu glæder han sig til at guide dig på din rejse ind i filmens verden.
"The Magical Mystery Filmworld is Waiting to Take You Away!"
Da Jørn Faurschou er af den overbevisning, at man både som skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og fotograf skal vide mere, end man tror, man har brug for, vil I på kurset få en indføring i de fleste filmprocesser.
Studiekredsen vil være præget af praktisk arbejde foran og bag ved kameraet og løbende undervisning. Der vil blive undervist i filmstruktur, manuskriptskrivning, myter, symboler, optagelser, filmskuespil, personinstruktion, improvisation og redigering.
Hvordan skriver man et manuskript?
Vi skal arbejde med forskellige metoder til manuskriptskrivning. Vi vil finde ud af, hvad struktur, plotpunkter, præmis, previs, myter, alkymi og symboler er for nogle størrelser.
Hvordan optager man en film?
Selvfølgelig skal vi optage film og lære om, hvordan man bruger skudplaner, kamerabevægelser, lys, ’framing’ med videre.
Hvordan instruerer man skuespillere?
Her lærer vi om personinstruktion, ’method acting’ og improvisation?
Under kurset vil der løbende blive vist klip og refereret til relevante film.