Krogerup.dk

Dagbog: Mona

Dagbog fra Thailand og Burma
Søndag d. 2. oktober 2011 kl. 14.45 letter flyet fra København til Bangkok, og derefter følger 4 ugers rejse i Thailand og Burma. Her af et udsnit af mine oplevelser på rejsen.

Mingalaba, Burma:
Efter en lang rejse slap vi alle i gennem visumkontrollen, så nu er 10 dages rejse i Burma begyndt. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at vores rejse i Burma har ændret sig lidt i forhold til de første planer, da mange af de mennesker, vi havde planlagt at mødes med, ville blive udsat for stor fare ved at mødes. Heldigvis var der alligevel nogle, der sagde ja tak til et møde med en flok danske højskoleelever. Det allerstørste er på forhånd næste uges møde med førstedamen fra oppositionspartiet NLD, Aung San Suu Kyi. Det er jo et fantastisk møde, der venter os, selvom det helt sikkert ikke er gået op for nogen af os, at det skal ske lige om lidt...

Indtil videre har det været svært at forestille sig, hvordan en Verden Brænder-rejse foregår, men vores første møde fik i allerhøjeste grad sat gang i tankerne! Vi skulle mødes med en gruppe unge fra Generation Wave, som igennem forskelligt kampagnearbejde (blandt andet musik, graffiti, sms-beskeder fra taletidskort) forsøger at oplyse burmeserne om landets styre. Det er et meget problemfyldt arbejde, fordi man på ingen måde kan udtrykke politisk kritik offentligt, man kan ikke sende e-mails med politisk indhold, og man kan ikke mødes i forsamlinger større end fem personer uden at udsætte sig selv for en overhængende risiko for mange, mange års fængsel og tortur. Det skulle vise sig, at vores møde med gruppen sker på det allermest afgørende tidspunkt i gruppens fireårige levetid. På søndag fejrer de nemlig deres jubilæum ved at invitere alle til ”The Happy Birthday”. Det vil sige, at de vil offentliggøre sig selv og dermed fremlægge deres kritik offentligt. Det skal om få dage vise sig, om det bliver en ”happy” birthday og dermed et kæmpe skridt i den rigtige retning eller endnu et bevis på styrets diktatur.

Uanset udfaldet på søndag er det en fuldstændig fantastisk beundringsværdig kamp, disse unge mennesker foretager sig. Tænk at tage den beslutning, at man virkelig brænder så meget for et friere Burma, at man vil risikere at bruge resten af sit liv bag tremmerne i fængslet her i Rangoon. Ikke desto mindre virker de bare så super afklarede og målsatte, at man ville ønske, man kunne gøre alt hvad der står i éns magt for at hjælpe dem bare lidt i den rigtige retning. Vi sad alle med klumper i maven, tårer i øjenkrogene eller rystende kroppe. Nu er rejsen for alvor begyndt, og jeg tror ikke, at nogen af os får et helt roligt øjeblik, før vi kender udfaldet af søndagens happening.

Selvom vækkeuret ringer kl. 03.30 i morgen tidlig, hvor vi skal fejre Helenes fødselsdag, inden afgang til Mandalay, og det nu er omkring midnat, har det bare været så vild en dag, at tankerne flyver rundt, og det måtte bare skrives ned, inden jeg kan falde til ro. Som en af dem fra Generation Wave sagde under mødet: ”there is so much fear, but still so much hope.” Selvom jeg ikke er religiøs, beder jeg virkelig for, at håbet vinder over frygten på søndag!

Fra Rangoon til Mandalay!
Turen fra Rangoon til Mandalay skulle vise sig at byde på en del udfordringer. Da vi kom til banegården var humøret højt, og ikke engang beskeden om forsinkelse på et par timer eller tre kunne sætte skår i glæden over den kommende togtur. Da vi efter en lang ventetid havde fået vores yderst ’magelige’ pladser tildelt i toget, kom den næste gode nyhed ind gennem vinduet: ”Togturen varer sytten timer på grund af regntiden.” Okay så, vi skal nok vinde over de her træsæder! Men da vi havde taget den første lur, sunget et par sange, leget et par lege, var begyndt at svede, havde spist den første del af madpakken, forberedt nogle spørgsmål til Aung San Suu Kyi og fået ondt i ballerne og hævede fødder, var der gået lige i underkanten af to timer. Jovist, det skulle blive noget af en tur fra Rangoon til Mandalay!

For at beskrive det bedst, må det være som i gamle film. Du ved, når helten svinger sig og hopper letbenet fra vogn til vogn. Det føltes som om, at vognene rykkede fra hinanden, i det øjeblik man sprang over, og synet af skinnerne neden under indbyder ikke ligefrem til tryghed. Da vi nåede enden af toget, var der en åben dør ud til den passerede del af togturen. Jeg er ikke sikker på, at nogen former for sikkerhedstilsyn i Danmark havde været ellevilde over dette tog, men det var nu lidt sjovt i mellem de ømme numser, varme ostemadder og smeltet chokolade.

Når man nu kører så mange timer i tog, er der tid til mange tanker, og det blev også til andre tanker end frustration over heden og savnet til højskolen og dem derhjemme. Selvom det er en næsten uværdig sammenligning, vil jeg alligevel forsøge mig: Man kan nærmest håbe på, at togturen bliver et symbol på Burmas fremtid. På trods af forsinkelser og forhindringer på skinnerne, at vognene ikke rigtigt hænger sammen, og det at det føles som om tiden står fuldstændigt stille, når man trods megen modstand alligevel målet. I hvert fald håber jeg, at dem fra Generation Wave overvinder deres forhindring på søndag, og er et skridt nærmere deres mål. Det gør stadig ondt i maven at vente på resultatet.

Mona Ebdrup