Burma/Thailand

4 ugers rejse med Verden Brænder

PDF - 4.2 Mb

Boom. Vi lander i Bangkok – oplev byens puls, den buldrende økonomi og mød en eksilmunk der er flygtet fra den burmesiske Saffran Revolution i 2007.

Inside Burma

Rangoon – vi sveder og strømmen går flere gange om dagen, de fleste har dog en generator så der igen kan komme lys og ventilation – på et sikkert sted i byen møder vi unge studerende fra de etniske områder der har mulighed for at tale frit fra leveren. Hvad synes de om styret og hvad med vestens indblanding, går de ind for handel eller sanktioner? Vi mærker klasseforskellen og kolonitiden ved at tage en fyraftensdrink på det britisk byggede Strand Hotel. På vej med tog til Mandalay ruller vi forbi styrets nyanlagte hovedstad Nai pi Daw - Et syret byggeprojekt som for alvor sætter tankerne i gang om landets magthaveres visioner for Burma. I Mandalays hede udveksler vi ideer og livserfaringer på en idealistisk buddhistisk klosterskole og ser illegalt politisk satire. Vi ser pagoder og smil over alt. Inden vi forlader Burma tager vi en tur til deltaet som blev hårdest ramt af orkanen Nargis i 2008. Militærstyret blev i vestlige medier kritiseret for ikke at lade nødhjælp fra omverdenen komme frem. Hvad er sandheden? Og hvordan har lokalbefolkningen det nu? Vi snakker med de lokale om hverdagens kamp for overlevelse.

Free time

Tilbage i Thailand tager vi 4 Fridage. Du rejser hvorhen du vil. Rejs alene eller hook up med nogle højskolevenner og tag til en lækker ø med hvide sandstrande. Du kan også tage på trekking eller en tur til Thailands gamle hovedstad Ayuthaya som adskillige gange har været centrum for historiske stridigheder mellem Thailand/Burma.

Eksilburma på grænsen

Efter fridagene tager vi nattoget fra Bangkok til Chiang Mai for at komme tæt på det burmesiske eksilmiljø. Togturen er en syret oplevelse mellem tradition og modernitet – tag f.eks til fest i spisevognen! I Chiang Mai hvor en stor del af de to millioner eksilburmesere holder til står den på citizen journalism minipraktikophold hos seje medieorganisationer som Irrawady (det førende Burmaregeringskritiske internetmedie) og Democratic Voice of Burma som er verdenskendte for deres Burma VJs. Hvad kan citizen journalism som almindelig journalistik ikke kan? Vi oplever det hektiske liv på redaktionerne og producerer selv debatskabende artikler og videoer fra vores oplevelser i Burma. Til slut rykker vi til Mae Sot som er en grænseby på godt og ondt. Her er det meste illegalt: burmesisk tiktræ, flygtninge, klinikker, oprørsbevægelser, cross-border nødhjælp og korrupte politifolk. Vi besøger en Operation Dagsværk støttet skole for illegale migranter og bor privat hos familier fra støttegruppen for politiske fanger i Burma. Vi ser nærmere på konflikten i Karenstaten, hvad er det for en konflikt og hvordan løses den? Hvem er parterne og hvad kæmper de for. Vi diskuterer langsigtet udvikling eller revolution? Hvordan forandrer man et samfund, med små skridt eller med oprør?

Rejseblog

Læs mere på vores rejseblog:

http://vbapril.blogspot.com/

Læs også

New York og Hollywood Kina 2011 og 2012 Mexico Burma/Thailand Istanbul/Tyrkiet Berlin, New York og Toronto - og Istanbul på forårshold






Krogerup Højskole – Krogerupvej 13 – 3050 Humlebæk – Tlf.: 4919 0380 – kontoret krogerup.dk